Kenneth Baun

Kenneth Baun

Min interesse for trylleriet startede, da jeg var 7-8 år gammel. Det var min storebror som var tryllekunstner, der startede med trylleriet, så når vi havde familiefester havde vi altid en tryllekunstner. Da min storebror lagde trylleriet på hylden og ikke gad det længere, spurgte jeg ham, om jeg ikke måtte låne hans tryllesager. Jeg havde det nemlig svært i skolen, men med trylleriet kunne jeg så brillere på en anden måde som Tryllekunstner.

Jeg tryllede til utallige børnefødselsdage ved naboerne på vejen, og min far var sød til at køre mig mange gange. Jeg kom i erhvervspraktik som tryllekunstner ved magisk underholder Kurt Flemming, Bakkens Pjerrot i 23 år. Det gav mig blod på tanden og lyst til at leve af at underholde. Med tiden har det at være tryllekunstner udviklet sig, så jeg nu underholder med både trylleri, komik og dukketeater.

Humoren i mine forestillinger er for både voksne og børn, og jeg samler inspiration mange steder fra. Jeg har altid været glad for både De Nattergale, Linie 3 og Finn Nørbygaard.

Efterhånden er det blevet til langt over 2500 shows som tryllekunstner, og mit repertoire spænder bredt.